Bibelen

Den reviderede oversættelse af 1871

Den første Mose bog.

21. Capitel

1 Og Herren besøgte Sara, ligesom han havde sagt, og Herren gjorde ved Sara, efter som han havde talet.

2 Og Sara undfik og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, paa den bestemte Tid, som Gud havde sagt ham.

3 Og Abraham kaldte sin Søns Navn, som var født ham, som Sara havde født ham, Isaak.

4 Og Abraham omskar Isaak sin Søn, der han var otte Dage gammel, ligesom Gud havde befalet ham.

5 Og Abraham var hundrede Aar gammel, der hans Søn Isaak blev født ham.

6 Da sagde Sara: Gud har gjort mig til Latter; hver den, som hører dette, maa le ad mig.

7 Og hun sagde: Hvo skulde have sagt til Abraham: Sara har givet Børn at die; thi jeg har født en Søn i hans Alderdom.

8 Og Barnet voxte op og blev afvant, og Abraham gjorde et stort Gjestebud den Dag, Isaak blev afvant.

9 Og Sara saae Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født Abraham, at han spottede.

10 Og hun sagde til Abraham: Uddriv denne Tjenestekvinde og hendes Søn; thi denne Tjenestekvindes Søn skal ikke arve med min Søn, med Isaak.

11 Og det Ord behagede Abraham saare ilde for hans Søns Skyld.

12 Men Gud sagde til Abraham: Lad det ikke behage dig ilde for Drengen og for din Tjenestekvinde; i hvadsomhelst Sara siger dig, lyd hendes Røst; thi udi Isaak skal Sæden kaldes dig.

13 Og jeg vil ogsaa gjøre Tjenestekvindens Søn til et Folk, fordi han er din Sæd.

14 Da stod Abraham aarle op om Morgenen og tog Brød og en Flaske Vand, og gav Hagar og lagde det paa hendes Skuldre og flyede hende Drengen, og lod hende fare; da drog hun hen og for vild i Beershaba Ørken.

15 Der Vandet var drukket af Flasken, da kastede hun Drengen under en af Buskene.

16 Og hun gik og satte sig tvært overfor, efterat hun var gaaet et Pileskud derfra; thi hun sagde: Jeg vil ikke see paa Drengens Død. Saa satte hun sig tvært overfor, og opløftede sin Røst og græd.

17 Da hørte Gud Drengens Røst, og Guds Engel raabte til Hagar af Himmelen og sagde til hende: Hvad fattes dig, Hagar? frygt intet; thi Gud har hørt Drengens Røst, der hvor han er.

18 Staa op, opløft Drengen og hold fast paa ham med din haand; thi jeg vil gøre ham til et stort Folk.

19 Og Gud oplod hendes Øjne, at hun saae en Vandbrønd, saa gik hun og fyldte Flasken med Vand og gav Drengen at drikke.

20 Og Gud var med Drengen, og han vokste op og boede i Ørken og blev en Bueskytte.

21 Og han boede i den Ørken Paran, og hans Moder tog ham en Hustru af Æggptens Land.

22 Og det skete paa den samme Tid, da talede Abimelech og Picol, hans Strids-høvedsmand, til Abraham og sagde: Gud er med dig i alt det, du gjør.

23 Saa sværg mig nu her ved Gud, at du ikke vil handle svigefuldt imod mig og min Søn og min Sønnesøn; efter den Miskundhed, som jeg har gjort mod dig, skal du gjøre mod mig og mod Landet, i hvilket du har været fremmed.

24 Da sagde Abraham: jeg vil sværge.

25 Og Abraham straffede Abimelech for den Vandbrønds Skyld, som Abimelechs Tjenere havde borttaget med Vold.

26 Da svarede Abimelech: Jeg vidste ikke, hvem der gjorde dette, og du har heller ikke givet mig det tilkjende, og jeg har heller ikke hørt det førend i Dag.

27 Da tog Abraham Faar og Kvæg og gav Abimelech, og de gjorde begge et Forbund.

28 Og Abraham stillede syv Lam af Hjorden for sig selv.

29 Da sagde Abimelech til Abraham: Hvad skulle disse syv Lam her, som du stillede for sig selv?

30 Og han svarede: Fordi du skal tage syv Lam af min Haand; og det skal være mig til et Vidnesbyrd, at jeg har gravet denne Brønd.

31 Derfor kaldte han dette Sted Beershaba; thi der svore de begge.

32 Og de gjorde Forbund i Beershaba; da stod Abimelech op og Picol, hans Stridshøvedsmand, og droge igen til Filisternes Land.

33 Og han plantede en Lund i Beershaba, og paakaldte der Herrens, den evige Guds, Navn.

34 Og Abraham var fremmed i Filisternes Land en lang Tid.