Bibelen

Den reviderede oversættelse af 1871

Den første Mose bog.

18. Capitel

1 Og Herren aabenbaredes for ham i Mamre Lund, og han sad i sit Telts Dør, der Dagen var hed.

2 Og han opløftede sine Øine og saae, og see, tre Mænd stode for ham; og der han saae dem, løb han dem i Møde fra Teltets Dør og bøiede sig til Jorden.

3 Og han sagde: Min Herre! Kjære, dersom jeg har fundet Naade for dine Øine, da gak ikke din Tjener forbi!

4 Kjære, lad hente lidt Vand, og toer eders Fødder, og hviler eder under Træet!

5 Og jeg vil hente en Mundfuld Brød, og vederkvæger eders Hjerte, siden kunne I gaae længere; thi derfor gik I forbi eders Tjener; og de sagde: Gjør saaledes, som du har sagt.

6 Og Abraham skyndte sig til Teltet, til Sara, og sagde: Tag hastig tre Maader Hvedemel; ælt og bag Kager!

7 Og Abraham løb til Kvæget og hentede en blød og god Kalv, og han gav Drengen den, og han skyndte sig at tilberede den.

8 Og han tog Fløde og Mælk og Kalven, som han havde ladet tilberede, og satte for dem, og han stod hos dem under Træet, og de aade.

9 Og de sagde til ham: Hvor er Sara, din Hustru og han svarede: See, i Teltet.

10 Og han sagde: Jeg vil visseligen komme til dig igen ved denne Aarsens Tid, og see, Sara, din Hustru, skal have en Søn; og Sara hørte det i Teltets Dør, og den var bag ham.

11 Og Abraham og Sara vare gamle, vel ved Alder, det gik ikke mere Sara efter Kvinders Viis.

12 Og Sara lo ved sig selv og sagde: skulde jeg lade mig lyste, efterat jeg er bleven gammel, og min herre er gammel!

13 Da sagde Herren til Abraham,: hvorfor lo Sara og sagde: monne jeg og visseligen skal føde, og jeg er gammel!

14 Skulde nogen Ting være underlig for Herren? til den bestemte Tid vil jeg komme til dig igjen, ved denne Aarsens Tid, og Sara skal have en Søn.

15 Og Sara nægtede og sagde: Jeg lo ikke; thi hun frygtede; men han sagde: Nei, thi du lo.

16 Saa stode Mændene op derfra og vendte sig imod Sodoma, og Abraham gik med dem for at ledsage dem.

17 Da sagde Herren: Skulde jeg dølge for Abraham det, jeg gjør?

18 efterdi Abraham skal visseligen vorde et stort og stærkt Folk, og alle Folk paa Jorden skulle velsignes i ham.

19 Thi jeg kender ham, at han skal byde sine Børn og sit Hus efter sig, at de skulle bevare Herrens vei i at gøre Retfærdighed og Dom, paa det at Herren skal lade det komme over Abraham, som han haver lovet ham.

20 Og Herren sagde; Efterdi Skriget i Sodoma og Gomorra er stort, og efterdi deres Synd er meget svar,

21 da vil jeg nu fare ned og see, om de have gjort ganske efter det Skrig, som er kommet for mig, eller hvis ikke, saa vil jeg vide det.

22 Og Mændene vendte deres Ansigt derfra og gik til Sodoma; men Abraham blev endnu staaende for Herrens Aasyn.

23 Og Abraham traadte frem og sagde: Vil du da Ødelægge den retfærdige med den ugudelige?

24 Der maatte maaskee være halvtredsindstyve retfærdige i Staden; vil du og ødelægge og ei spare det Sted for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som kunde være derinde?

25 Det være langt fra dig at gjøre efter denne Viis, at ihjelslaae den retfærdige med den ugudelige, at den retfærdige skulde være ligesom den ugudelige, det være langt fra dig; den, som dømmer den ganske Jord, skulde han ikke gjøre Ret.

26 Da sagde Herren: Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige udi Sodoma' Stad, da vil jeg spare hele Stedet for deres Skyld.

27 Og Abraham svarede og sagde: See nu, jeg haver begyndt at tale til Herren, og jeg er Støv og Aske.

28 Der maatte maaskee fattes fem i de halvtredsindstyve retfærdige, vilde du ødelægge hele Staden for de fems Skyld? Og han sagde: Jeg vil ikke ødelægge den, om jeg finder fem og fyrretyve der.

29 Og han blev endnu ved at tale til ham og sagde: Der maatte maaske findes fyrretyve; og han sagde: Jeg vil ikke gjøre det for de fyrretyves Skyld.

30 Og han sagde: Herren blive dog ikke vred, saa vil jeg tale: der kunde maaskee findes tredive; og han sagde: Jeg vil ikke gøre det, om jeg finder tredive der.

31 Og han sagde: See nu, jeg har begyndt at tale til Herren, der maatte maaske findes tyve; og han sagde: Jeg vil ikke Ødelægge den for de tyves Skyld.

32 Og han sagde: Herren blive dog ikke vred, saa vil jeg tale alene denne Gang: der maatte maaske findes ti; og han sagde: Jeg vil ikke ødelægge den for de ti's Skyld.

33 Og Herren gik bort, der han havde udtalt med Abraham, og Abraham vendte om til sit Sted.