Den reviderede oversættelse af 1871

Den første Mose bog.

17. Capitel

1 Og Abram var ni Aar og halv femsindstyve Aar gammel, og Herren aabenbaredes for Abram og sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt og vær fuldkommen!

2 Og jeg vil gjøre min Pagt imellem mig og imellem dig, og formere dig saare meget.

3 Da faldt Abram paa sit Ansigt, og Gud talede med ham og sagde:

4 Hvad mig angaaer, see, min Pagt er med dig, og du skal vorde mange Folks Fader.

5 Og dit Navn skal ikke ydermere kaldes Abram, men dit Navn skal være Abraham; thi jeg haver gjort dig til mange Folks Fader.

6 Og jeg vil gjøre dig saare meget frugtbar, og gjøre dig til Folk, og Konger skulle udgaae af dig.

7 Og jeg vil oprette min Pagt imellem mig og Imellem dig, og imellem dit Afkom efter dig, i deres Slægter, til en evig Pagt, til at være en Gud for dig og dit Afkom efter dig.

8 Og jeg vil give dig og din Afkom efter dig det Land, som du er fremmed udi, det hele Canaans Land, til en evig Eiendom, og jeg vil være dem en Gud.

9 Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og din Afkom efter dig, i deres Slægter.

10 Denne er min Pagt, som I skulle holde, imellem mig og imellem eder og imellem din Afkom efter dig: alt Mandkjøn skal omskæres hos eder.

11 Og I skulle omskære eders Forhuds Kjød, og det skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem eder.

12 Og hvert Drengebarn, som er otte Dage gammelt, skal omskæres af eder hos eders Efterkommere, et hjemfødt Barn og den, som er kjøbt for Penge af hver fremmed, som ikke selv er af din Afkom.

13 Din hjemfødte og den, som er kjøbt for dine Penge, skal omskæres, og min Pagt i eders Kød skal være til en evig Pagt.

14 Og er der et Drengebarn, som har Forhud, og hans Forhuds Kjød ikke bliver omskaaret, da skal den samme Sjæl udslettes af sit Folk; han har brudt min Pagt.

15 Og Gud sagde til Abraham: Hvad anbaar Sarai, din Hustru, du skal ikke kalde hendes Navn Sarai; thi Sara skal være hendes Navn.

16 Og jeg vil velsigne hende, og af hende vil jeg ogsaa give dig en Søn; og jeg vil velsigne hende, og hun skal vorde til Folkefærd, Folks Konger skulle vorde af hende.

17 Og Abraham faldt paa sit Ansigt og lo, og han sagde i sit Hjerte: Skulde nogen fødes for mig, som er hundrede Aar gammel? og skulde Sara, som er halvfemsindstyve Aar gammel, føde?

18 Og Abraham sagde til Gud: Gid Ismael maatte leve for dit Ansigt!

19 Og Gud sagde: Sandeligen, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak, og jeg vil oprette min Pagt med ham til en evig Pagt for hans Afkom efter ham.

20 Og om Ismael har jég hørt dig; see, jeg har velsignet ham og vil gjøre ham frugtbar og gjøre ham saare meget mangfoldig, han skal avle tolv Fyrster, og jeg vil gøre ham til et stort Folk.

21 Men min Pagt vil jeg stadfæste med Isak, som Sara skal føde dig paa den bestemte Tid i det næste Aar.

22 Og han lod af at tale med ham, og Gud foer op fra Abraham.

23 Saa tog Abraham Ismael, sin Søn, og alle, som vare fødte i han: Huus, og alle, som vare kjøbte for hans Penge, alt Mandkjøn af Folkene, som vare i Abrahams Huus, og han omskar deres Forhuds Kjød paa den selvsamme Dag, ligesom Gud havde talet med ham.

24 Og Abraham var ni og halvfemsindstyve Aar gammel, der hans Forhuds Kjød blev omskaaret.

25 Og Ismael, hans Søn, var tretten Aar gammel, der hans Forhuds Klød blev omskaaret.

26 Paa den selvsamme Dag bleve Abraham og Ismael, hans Søn, omskaarne.

27 Og alle Mænd i hans Huus, den hjemfødte og den, som var købt for Penge af den fremmede, de bleve omskaarne med ham.