Eklesia

Er folkekirkens præster klar til at indvolvere kirkegængerne?

Der har vel altid været et skel imellem kirkens professionelle og kirkegængerne, de ansatte og de menig troende.

Men et sådant skel er der ikke ifølge bibelen, der tjener alle med den nådegave de har fået af Gud, alle hjælper til i en harmonisk enhed, der rækker ud til hinanden, opbygger, tager sig af hinanden.

Kirken har ikke så meget virke i samfundet, og dens indflydelse bliver mindre og mindre eftersom tidsånden indtager den plads kirken mister hen af vejen.

Men måske tiden er kommet til, at kirkegængerne indtager deres plads, eller får lov til at indtage deres plads, og præsterne tager sig af den opgave det er at vise vejen til udbredelsen af evangeliet, viser vejen til livet i Gud, at kirkegængerne må have et forbillede i forkyndelse og liv, så de kan række ud til en tørstende og sulten verden, som bare går andre steder når den ikke bliver præsenteret for det sande evangelium, den sande vej til Gud.

Kirkegængerne må være dem der styrer mediebilledet, ikke præsterne som det ellers har været tilfældet, og hvor er resultatet?

Kirkegængerne burde bespise de fattige, hjælpe de nødlidende, hjælpe de hjemløse, bede for de syge, de synderslåede, de hjælpeløse, dem alle andre har opgivet.

Kirkens opgave er at række ud til dem udenfor, at være kirke i en verden der sulter og tørster efter liv, efter kærlighed, men kirken må bevæge sig udenfor kirkens vægge, ud til hvor menneskene er.

Motivet til tjeneste skal naturligvis ikke være at komme i medierne, det var Jesu motiv heller ikke til at blive kendt for hans gerningers skyld, men vore gerninger MÅ tale store ord om den store Frelser vi tror på.